Når det ikke er lykken, at blive mor…

Sikke en begyndelse … og hvilken respons jeg dog har modtaget fra jer. Kan kun sige jer mange tak – I har helt sikkert givet mig, endnu mere lyst til at fortsætte min fortælling!

I mit første blogindlæg beskrev jeg, min indre uro, med en masse spørgsmål om, hvordan det nu ville være at publicere min ærlighed til livet og dets sårbarhed.

Du har sikkert hørt disse sætninger før

-Hvilken følelse det dog er at blive mor.
-Det er ubeskriveligt.
-Du kan ikke sammenligne denne kærlighed med noget andet.
-Når jeg kigger dybt i barnets øjne, bliver jeg opslugt og forelsket.
-Det er lykken at blive mor.
-Det er det bedste i hele verden. Mit liv er nu fuldendt!
-Tænk sig, at være der i livet hvor alt, er som det skal være, og man er lykkelig.

Jeg inderligt glædede mig sådan, til at møde vores søn, og drømte om at leve i den lyserøde bobble, hvor jeg kunne elske nogen så højt, og så ubeskriveligt.

Jeg forventede at det var lykken, at blive mor, og som alle andre sagde, at det var det bedste i livet!

Men jeg må være anderledes, for sådan var det åbenbart ikke for mig. Måske kommer jeg til at dele noget med jer, som nogen synes er for grænseoverskridende, men jeg bliver nødt til at stå fast, for jeg er stensikker på, at jeg ikke er alene om at sidde med denne følelse af magtesløshed!
Jeg har ikke hørt noget fra nogen, om bagsiden af medaljen. Jeg har aldrig hørt, nogen tale om det, at føle sig som et monster, fordi de ikke følte noget for deres lille barn… men jeg har læst at det findes!

Grundet det, at jeg fik konstateret depression under min graviditet, er vi som familie, blevet fulgt meget tæt med ekstra jordemoderbesøg, og efter fødslen, ekstra besøg af sundhedsplejersken. Når man har haft en depression under sin graviditet, er der større risiko for en efterfødselsreaktion. Derfor talte vores jordemoder og sundhedsplejerske hele tiden om, at vi skulle være opmærksom på symptomerne på en evt. efterfødselsreaktion/fødselsdepression.

Jeg har aldrig turde fortælle vores sundhedsplejerske, hvordan jeg i virkeligheden havde det, at jeg ikke følte mig “connected” med vores søn. Vores sundhedsplejerske er virkelig en behageligt kvinde, og når hun var der, så var der ikke noget. Men en af de ting som jeg også altid har været god til, er at tage en maske på, og fremstå perfekt. Jeg var virkelig bange for at nogen ville komme og tage mit barn fra mig, og fortælle mig, at jeg var fejlet som mor. Derfor fortsatte jeg, og skjulte mine følelser samt min evige frustration om, at være mislykket og uduelig til opgaven som mor!

Da vores søn var omkring tre uger gammel, lavede sundhedsplejersken en screening for at tjekke, om jeg havde symptomer på en fødselsdepression. Det havde jeg ikke… Eller det vil sige at det havde jeg jo måske, men jeg løj. Jeg kunne ikke sige sandheden. Og nu sidder jeg og har virkelig dårlig samvittighed og tænker og tænker og tænker…

Jeg har jo løjet. Jeg har jo løjet for alle… Jeg har først nu kunne stå ved det, og fortælle de fagpersoner som hjælper os, at jeg ikke har været ærlig. Jeg har aldrig sagt at jeg havde det, så svært, med at være mor, men sagt at jeg havde det fint og det gik bedre. Men det har ikke været sandt. Og jeg ved at jeg for nogen, kan lyde som et monster, som et følelseskoldt bæst. Jeg forventede at jeg skulle være begejstret og føle interesse for det lille pus, men jeg kunne ikke.

Det er blevet nemmere med tiden at føle hvor skøn og dejlig han er. Og jeg ved inderst inde, at jeg elsker ham ubeskriveligt, men lige så hurtigt som jeg har følelsen af at det går den rigtige vej, lige så hurtigt bliver jeg magtesløs og fyldes med følelsen af skyld, at det burde føles anderledes og betvivler om jeg overhovedet elsker ham!

Jeg længes efter den kærlighed som alle taler om. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer derhen, men komme derhen det skal jeg! Jeg må kæmpe. Vi må kæmpe! Håber virkelig at det er det rigtige valg jeg har taget, at være ærlig.

Men jeg er bestemt ikke kommet til den erkendelse selv. Min mand har presset på lige siden, vores lille søn kom til verden. Han var sikker i sin sag, og nævnte det gang på gang, at jeg havde fået en fødselsdepression. Og han har forsøgt at fortælle alle de fagpersoner, som har været inde over hele forløbet, at det altså måtte være det, men de har alle  haft fokus et andet sted og ment, at det har været en kombination af min sårbarhed og depression, samt indkøring af adhd-medicin.

Heldigvis har min mand holdt fast. Han fandt en beskrivelse af hvad en fødselsdepression egentlig var, som er skrevet af Poul Videbech, Professor i Klinisk Psykiatri, samt en realistisk fortælling af en kvinde, som er nærmest identisk med min historie. Da min mand havde vist mig de to tekster, fik han mig overtalt til at vi skulle tale med min læge. Min mand ringede til min læge og fik bestilt en tid, og vi tog sammen afsted og fortalte lægen om det hele.

Jeg må sige at min mand heldigvis, havde valgt den helt rette læge, til at tale med. Jeg mødte nemlig en dybt forstående kvindelig læge, som 100% kunne forstå, at jeg havde gjort som jeg havde gjort. At jeg havde løjet for at beskytte mig selv!

Det gav mig håb! Nu har min mand også hjulpet mig med, at få fortalt det til de andre fagpersoner, som jo har forsøgt at hjælpe mig. De kan jo ikke hjælpe mig på rette vej, hvis jeg undlader, at fortælle det som virkelig gør ondt!

Jeg håber inderligt, at hvis Du sidder der ude og kan nikke genkende til, bare noget af det som jeg har skrevet, at du så ser min ærlighed som en anerkendelse af, at du er en perfekt mor lige gyldigt hvad! Ligegyldigt om man er mor på den ene eller den anden måde, så gør man det perfekt og man gør alt hvad man kan, for at beskytte sig selv og sit barn! For mig betyder det, at man beskytter sit barn, at det er familie. Og selvom man som jeg, ikke altid kan finde den der kærlighed, så er den der helt sikkert hvis vi graver længe nok.

Har du noget på hjertet, som du ønsker at dele, så er du hjertens velkommen til at smide en kommentar.
Hvis du har nogle spørgsmål, så vil jeg gøre mit bedste for besvarer dem!
Du skal ikke føle dig begrænset i at stille dem.

Du skal have mange tak, for du tog dig tid til at læse mit andet indlæg på bloggen. 🙂
Alt begyndelse er svært, så ris og ros modtages med kyshånd.

De bedste hilsner fra
Nicole Kølbæk