Når det ikke er lykken, at blive mor…

Sikke en begyndelse … og hvilken respons jeg dog har modtaget fra jer. Kan kun sige jer mange tak – I har helt sikkert givet mig, endnu mere lyst til at fortsætte min fortælling!

I mit første blogindlæg beskrev jeg, min indre uro, med en masse spørgsmål om, hvordan det nu ville være at publicere min ærlighed til livet og dets sårbarhed.

Du har sikkert hørt disse sætninger før

-Hvilken følelse det dog er at blive mor.
-Det er ubeskriveligt.
-Du kan ikke sammenligne denne kærlighed med noget andet.
-Når jeg kigger dybt i barnets øjne, bliver jeg opslugt og forelsket.
-Det er lykken at blive mor.
-Det er det bedste i hele verden. Mit liv er nu fuldendt!
-Tænk sig, at være der i livet hvor alt, er som det skal være, og man er lykkelig.

Jeg inderligt glædede mig sådan, til at møde vores søn, og drømte om at leve i den lyserøde bobble, hvor jeg kunne elske nogen så højt, og så ubeskriveligt.

Jeg forventede at det var lykken, at blive mor, og som alle andre sagde, at det var det bedste i livet!

Men jeg må være anderledes, for sådan var det åbenbart ikke for mig. Måske kommer jeg til at dele noget med jer, som nogen synes er for grænseoverskridende, men jeg bliver nødt til at stå fast, for jeg er stensikker på, at jeg ikke er alene om at sidde med denne følelse af magtesløshed!
Jeg har ikke hørt noget fra nogen, om bagsiden af medaljen. Jeg har aldrig hørt, nogen tale om det, at føle sig som et monster, fordi de ikke følte noget for deres lille barn… men jeg har læst at det findes!

Grundet det, at jeg fik konstateret depression under min graviditet, er vi som familie, blevet fulgt meget tæt med ekstra jordemoderbesøg, og efter fødslen, ekstra besøg af sundhedsplejersken. Når man har haft en depression under sin graviditet, er der større risiko for en efterfødselsreaktion. Derfor talte vores jordemoder og sundhedsplejerske hele tiden om, at vi skulle være opmærksom på symptomerne på en evt. efterfødselsreaktion/fødselsdepression.

Jeg har aldrig turde fortælle vores sundhedsplejerske, hvordan jeg i virkeligheden havde det, at jeg ikke følte mig “connected” med vores søn. Vores sundhedsplejerske er virkelig en behageligt kvinde, og når hun var der, så var der ikke noget. Men en af de ting som jeg også altid har været god til, er at tage en maske på, og fremstå perfekt. Jeg var virkelig bange for at nogen ville komme og tage mit barn fra mig, og fortælle mig, at jeg var fejlet som mor. Derfor fortsatte jeg, og skjulte mine følelser samt min evige frustration om, at være mislykket og uduelig til opgaven som mor!

Da vores søn var omkring tre uger gammel, lavede sundhedsplejersken en screening for at tjekke, om jeg havde symptomer på en fødselsdepression. Det havde jeg ikke… Eller det vil sige at det havde jeg jo måske, men jeg løj. Jeg kunne ikke sige sandheden. Og nu sidder jeg og har virkelig dårlig samvittighed og tænker og tænker og tænker…

Jeg har jo løjet. Jeg har jo løjet for alle… Jeg har først nu kunne stå ved det, og fortælle de fagpersoner som hjælper os, at jeg ikke har været ærlig. Jeg har aldrig sagt at jeg havde det, så svært, med at være mor, men sagt at jeg havde det fint og det gik bedre. Men det har ikke været sandt. Og jeg ved at jeg for nogen, kan lyde som et monster, som et følelseskoldt bæst. Jeg forventede at jeg skulle være begejstret og føle interesse for det lille pus, men jeg kunne ikke.

Det er blevet nemmere med tiden at føle hvor skøn og dejlig han er. Og jeg ved inderst inde, at jeg elsker ham ubeskriveligt, men lige så hurtigt som jeg har følelsen af at det går den rigtige vej, lige så hurtigt bliver jeg magtesløs og fyldes med følelsen af skyld, at det burde føles anderledes og betvivler om jeg overhovedet elsker ham!

Jeg længes efter den kærlighed som alle taler om. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer derhen, men komme derhen det skal jeg! Jeg må kæmpe. Vi må kæmpe! Håber virkelig at det er det rigtige valg jeg har taget, at være ærlig.

Men jeg er bestemt ikke kommet til den erkendelse selv. Min mand har presset på lige siden, vores lille søn kom til verden. Han var sikker i sin sag, og nævnte det gang på gang, at jeg havde fået en fødselsdepression. Og han har forsøgt at fortælle alle de fagpersoner, som har været inde over hele forløbet, at det altså måtte være det, men de har alle  haft fokus et andet sted og ment, at det har været en kombination af min sårbarhed og depression, samt indkøring af adhd-medicin.

Heldigvis har min mand holdt fast. Han fandt en beskrivelse af hvad en fødselsdepression egentlig var, som er skrevet af Poul Videbech, Professor i Klinisk Psykiatri, samt en realistisk fortælling af en kvinde, som er nærmest identisk med min historie. Da min mand havde vist mig de to tekster, fik han mig overtalt til at vi skulle tale med min læge. Min mand ringede til min læge og fik bestilt en tid, og vi tog sammen afsted og fortalte lægen om det hele.

Jeg må sige at min mand heldigvis, havde valgt den helt rette læge, til at tale med. Jeg mødte nemlig en dybt forstående kvindelig læge, som 100% kunne forstå, at jeg havde gjort som jeg havde gjort. At jeg havde løjet for at beskytte mig selv!

Det gav mig håb! Nu har min mand også hjulpet mig med, at få fortalt det til de andre fagpersoner, som jo har forsøgt at hjælpe mig. De kan jo ikke hjælpe mig på rette vej, hvis jeg undlader, at fortælle det som virkelig gør ondt!

Jeg håber inderligt, at hvis Du sidder der ude og kan nikke genkende til, bare noget af det som jeg har skrevet, at du så ser min ærlighed som en anerkendelse af, at du er en perfekt mor lige gyldigt hvad! Ligegyldigt om man er mor på den ene eller den anden måde, så gør man det perfekt og man gør alt hvad man kan, for at beskytte sig selv og sit barn! For mig betyder det, at man beskytter sit barn, at det er familie. Og selvom man som jeg, ikke altid kan finde den der kærlighed, så er den der helt sikkert hvis vi graver længe nok.

Har du noget på hjertet, som du ønsker at dele, så er du hjertens velkommen til at smide en kommentar.
Hvis du har nogle spørgsmål, så vil jeg gøre mit bedste for besvarer dem!
Du skal ikke føle dig begrænset i at stille dem.

Du skal have mange tak, for du tog dig tid til at læse mit andet indlæg på bloggen. 🙂
Alt begyndelse er svært, så ris og ros modtages med kyshånd.

De bedste hilsner fra
Nicole Kølbæk

En begyndelse…

I dag, inden alt for længe, skal jeg klikke på det blå felt i hjørnet af min skærm. Der står PUBLISH på knappen. Når jeg har klikket på den, så er der ingen vej tilbage. Jeg har ondt i maven, men betyder det mon, at jeg er spændt eller at jeg ikke har lyst?

Jeg har været sindsyg usikker på om jeg var klar, til at skulle være ærlig på en anden måde end jeg har prøvet før. Normalt så deler jeg mine tanker med min mand Jacob, min familie eller mine venner. Det vil jeg sige, at det nok er det mest naturlige. Man taler om sit liv med dem som man har kær. Er det så at gå for langt, at publicere sit liv på en blog? Hvad vil i mon tænke om mig? Hvordan vil det påvirke mit liv?  Vil det mon give mig noget? Hvad vil min omgangskreds dog ikke tænke? …. Ja spørgsmål, dem er der mange af. Langt de fleste spørgsmål kan virke dømmende. Men jeg har brug for at være ærlig et sted, og komme af med nogle af de tanker som jeg har oppe på første sal.

Lige nu har jeg svært ved at komme videre. Jeg bliver frygtelig hurtigt forstyrret af små lyde, en fod der klør, en tanke om hvad jeg ikke lige har noget i dag, en følelse af at mit hoved bliver klemt. Jeg bliver lidt ked af det lige nu. For jeg vil så gerne skrive hvad jeg har på hjertet, men jeg kan ikke lige nu. Det er som om at min hjerne ikke vil stave ordet. Måske er det fordi at det er et tabu at tale om… Der vil helt sikkert være nogle af jer, som vil springe fra, når jeg fortæller, hvad det er jeg har på hjertet. Min familie ved det godt, og de støtter mig heldigvis, men de forstår det ikke altid. Jeg forstår det heller ikke altid selv, så kan jeg egentlig tillade mig, at forvente de skal kunne forstå det?

Er du her endnu? Du må være tålmodig.

Jeg har nævnt det for nogen, at jeg godt kunne tænke mig at have min egen blog. Jeg har ikke nævnt præcis, hvad min blog skulle handle om. Jeg har blot sagt: “at nu må vi se om det nu også er noget for mig.” Men når jeg så har forsøgt, at fortælle lidt om mine tanker bag det og hvilke emner jeg godt kunne tænke mig at belyse, bliver jeg efterladt med en følelse af at være ret så alene om det.

“Er det virkelig nødvendig, at være så ærlig?”
“Men du behøver jo ikke gå så meget i dybden med det!”
“Pas nu på, du ikke kommer til at sige noget, som du fortryder!”
“Når du skriver dit rigtige navn, så ved alle jo hvem du er!”
“Det glæder vi os til at følge. Mon du springer fra om 4 uger, lidt ligesom du plejer?”

De her kommentarer ovenfor er alle kommentarer, som har gjort at jeg fik endnu flere bebrejdende tanker, og næsten fik mig til at springe fra.

Kommentareren nedenfor er så grunden til, at jeg holdte fast i min beslutning.

“Nej, jeg skal ikke have nogen konto på instagram.
Så skal det da kun være fordi at jeg skal kunne følge din blog!

Jeg er mor
Jeg er kone
Jeg er datter
Jeg er søster
Jeg er barnebarn
Jeg er niece
Jeg er kusine
Jeg er tante
Jeg er veninde
Jeg er ven
Jeg er menneske
Jeg er sårbar
Jeg har en depression
Jeg har ADHD

Forstår du, hvorfor jeg har opstillet den foregående tekst sådan? Hvis ikke, så læs lige med her nedenunder.

Jeg har en psykisk lidelse. Jeg er ikke en psykisk lidelse.

Håber ikke at jeg har skræmt dig væk!

Har du noget på hjertet, som du ønsker at dele, så er du hjertens velkommen til at smide en kommentar.
Hvis du har nogle spørgsmål, så vil jeg gøre mit bedste for besvarer dem!
Du skal ikke føle dig begrænset i at stille dem

Du skal have mange tak, for du tog dig tid til at læse mit første indlæg på bloggen. 🙂
Alt begyndelse er svært, så ris og ros modtages med kyshånd.

De bedste hilsner fra
Nicole Kølbæk